En Trofast Følgesvend

Synes det var på tide at introducere endnu et medlem af familien. Han er brun, fuld af hår, kæmpe poter, kraftig hale, og med et sind, som nærmest gør tyren Ferdinand forlegen. Ja, du har måske gættet rigtigt, at det ikke drejer sig om undulaten Henry, eller guldfisken Wanda, men derimod labradoren Dipper.

Jeg fik ham endeligt med hjem, da han var 9 uger gammel, fra en opdrætter i Skive. Jeg var ovre og se ham ad flere omgange, og jeg skal hilse at sige, at der er pænt langt fra København til Skive, og tilbage igen. Især, når du ikke kan tage hvalpen med, men pænt må efterlade ham sammen med hans søskende, hvilket selvfølgelig kun er godt. Jeg har oplevet en hvalp, som blev taget fra sin mor altfor tidligt. Det kan IKKE anbefales.

Den foreløbigt sidste tur til Skive gik så til gengæld hammerhurtigt. Endelig at kunne bringe Dipper hjem og opleve, hvor naturligt det var for ham at køre i bil – og med meget begrænset klynken og savn til sin familie, var supergode tegn på, at hans natur og gemyt var lige det, jeg ønskede.

Jeg er som barn vokset op med hunde – men altid små hunde – gravhunde. Vi havde altid mindst én gravhund i famiien, så det ligger helt naturligt i mig med den daglige lyd af poter løbende hen over gulvet, og tømningen af mad- og vandskål under ivrig slubren. Dyr har altid været en naturlig del af min verden – af samme årsag ELSKER jeg også at komme ud i naturen – men har gjort det for lidt.

Dipper er en god anledning til at komme mere ud i naturen. Han elsker som alle hunde at komme ud i den rigtigt natur, og ikke bare diverse byindrettede småstykker af natur. Nej – rigitg natur. Urhunden i ham vækkes med det samme, når vi rammer naturen, og alle sanser på ham går i gang med det samme. Det er så fedt at opleve ens kæledyr ændre sig på den måde og skifte til jagttilstand i løbet af 0,5. Han bliver så at sige i ét med naturen, og det som jeg kalder delfin-udtrykket kommer frem – tungen ud af halsen, og med lutter glæde og fryd i hele kroppen.

Det fede ved Dipper er, at når vi så kommer indenfor, så kan han sagtens ændre tilstand og falde til ro. Han løber ikke op og ned ad væggene, men indtager den ro og hvile, som hunde jo også har brug for.

Dippers natur har altid været sådan – selv når han var hvalp, selvom der selvfølgelig var en hel del mere gang i den, da han var hvalp. Hans natur har bare altid været meget mild og imødekommende.

Lige nu har han lagt sig i et hjørne over ved gasgrillen ude på altanen, hvor jeg sidder og skriver til dig. Vejret er lige tilpas, til at han kan finde hvile udenfor, hvor det ikke er for varmt i dag. Vi gik en dejlig lang morgentur ved 7-tiden i dag, så vi var tidligt på færde på sådan en søndag, hvor de fleste københavnere stadig sover oven på en måske festlig lørdag aften.

Et vækkeur ejer jeg ikke længere. Det er slet ikke nødvendigt. Jeg er gået over til Dipper-vækning, og normal vækning foregår sådan cirka 6:10 om morgenen. Godt, at jeg er absolut A-menneske. Der er indbygget snooze til Dipper-vækningen, hvis jeg siger “go´nat” eller “læg sig”, men ikke meget mere end ca. 3o minutter. og i dag havde jeg absolut brug for det, da jeg var til stor fest i går.

Som det nok kan fornemmes, betyder Dipper utroligt meget for mig. En fast del af min hverdag, som jeg ikke ville undvære. Han er altid glad, og han vil altid gerne ud på en tur, og det er (næsten) altid fedt at komme ud på en tur. Jeg bliver også luftet, hvilket er supersundt for hjernecellerne, og så er der jo også alle hundevennerne, som der skal snakkes og hygges med. Gode venskaber er opstået, og jeg har fået masser af nye venner gennem Dipper. Venner, som jeg måske aldrig ville have fået uden Dippers mellemkomst.

Der er noget om det – hunden ER menneskets bedste ven, og havde han ikke heddet Dipper, så skulle han helt sikkert have heddet Trofast.
En ven – i tykt og tyndt.