Positivisme

Kærlighed

Næsten alle sange handler om den. Lykkelig eller ulykkelig. Næsten alle film handler om den – gengældt eller ikke gengældt. Næsten alle vores handlinger handler i bund og grund om den, selvom vi måske ikke lige vil indrømme det. Jeg taler selvfølgelig om KÆRLIGHED.

Vi søger den allesammen på den ene eller anden måde, og vi handler ofte ud fra en eller anden form for kærlighed og passion med hensyn til vores store og små valg her i livet.

All you need is love synger The Beatles så universelt, og mere simpelt kan det næsten ikke siges. Sand kærlighed gør nærmest én uovervindelig, og hele verdenen kan bare komme an. Overskuddet bliver større, og der er ikke den udfordring, som ikke kan klares. Endelig er der en anden person, som ser dig, som den person du virkelig er indenunder alt panseret, og det giver overskud. At blive set, at blive anerkendt, og i sidste ende at blive elsket, for den man er. At blive mødt i kærlighed giver vinger, og frigiver en lykke-følelse, en rus, en fanden-i-voldskhed, en jeg-kan-klare-alt. Det er den bedste følelse i verdenen, og den burde være alle mennesker forundt.

Var der mere kærlighed i verdenen, ville der være langt færre krige, langt færre mennesker i nød, langt færre ensomme, langt mindre vold, langt mindre dårlige ting generelt på vores lille klode.

Den gode nyhed er, at jeg faktisk synes, at bøtten er ved at vende. Det er som om, at vi mennesker verdenen over så småt er begyndt at forstå, at der skal gøres noget, for at vi kan bevare kloden i sig selv, og gennem alle disse mange initiativer dannes der stærke fællesskaber med det fælles mål, at gøre jorden til et bedre sted at leve. Dette sker også igennem kærlighed og en passion for hvad end det nu er, den enkelte brænder for.

Som en rød tråd til mit indlæg i går om positivisme, så drejer det sig ganske enkelt om at gå ud og ta´det, du brænder for. Gå den kærlighed i møde, som du ønsker at modtage. Du får ikke noget forærende her i livet. Det ringer ikke lige pludseligt på din dør, og så står drømmedaten lige udenfor. Du er nødt til at gøre en aktiv indsats med en fasttømret idé om, hvad det er, du vil ha´.

Dette gælder kærligheden såvel som livet. Hvis der er noget, du vil ha´her i livet, så er du nødt til at række ud efter det. Det kommer ikke af sig selv – og altid at udskyde tingene til i morgen kan gøre, at der lige pludselig ikke er flere i morgener tilbage – at det var for sent.

Lev i kærlighed – gør i stedet for at udskyde – og vær sand overfor dig selv, så går du ikke helt galt i byen.

AL kærlighed herfra ❤️

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Positivisme